Spillemæssigt har retningen været sat de seneste mange kampe … men vi har manglet den fornødne kynisme. Og lidt medvind – de to linjedommere i kampen mod Odder var med til at understrege vor efterårs-sæson
Årets sidste kamp endte som den forgående- mod Holbæk: Flot spil fra drengene, rigtigt store målchancer – og meget lidt hjælp fra kampens oppassere. Og således endte kampen 1-0 til Odder.
Kampen var kun 5 minutter gammel da Young Boys viste at vi var klar. En bold blev genpresset og vundet ved midterlinjen og Stefan sendt afsted. Desværre kom Stefan lige lidt for langt til højre så hans skud ikke blev optimalt – men stor mulighed allerede fra start.
10 minutter senere kunne vi også let ha’ scoret da Kris Andersen stort set fik en fri header foran mål efter et hjørnespark. Og straks efter brændte det på foran Odder-målet igen da vi kombinerede os fra Vistisen i eget felt og til en Nybro-afslutning i den anden ende. Andreas Nybro kom dog endnu tættere på scoring midtvejs i halvlegen – da han efter 20 afleveringer uden Odder-indblanding havde frit skud fra kanten af feltet. God redning forhindrede den efterhånden fortjente Young Boys føring.
Vores største mulighed før pausen var dog efter 31 minutters spil hvor Yunus stak afsted. I stedet for at gå på mål spillede han Ali Farej der også var i god skudposition – men Ali afsluttede heller ikke, men spillede tilbage til Yunus … og så løb den store chance fra os.
Odder havde deres største mulighed før pausen lige efter da der var dømt lidt panik i Young Boys feltet efter et hjørnespark. Men vi havde stadig chancer. 10 minutter før pausen blev Stefan stukket afsted – men hans flade afslutning strøg 1 meter forbi stangen.
Det var en halvleg vi bare skulle have vundet.
Fra starten af 2. halvleg fik Oddet et par halve chancer bla. efter et hjørnespark. Men mere var det heller ikke – tværtimod så det ud til at Yunus Akbayir efter en times spil kunne sætte den ind. Yunus kom ind fra venstre – og curlede bolden. Desværre lige ved siden af.
Og et kvarter før tid skete det så. Igen et hjørnespark vi ikke får clearet ordentligt. Ender på kanten af feltet – skud – og afretning af Odder-spiller der står i feltet – i noget der ligner offside.
Drengene var dog ikke færdige med at producere chancer. Kort før slut gik indskiftede Simon Birch samme vej som Yunus en halv time tidligere – men desværre med samme resultat. Curlet lige udenfor.
Og i overtiden fik vi så stjålet det der lignede udligningen. Kris smider en lang bold op til Brodersen, som flikker den videre til Yunus som centre til Tinus Olesen – som scorer. Et flot mål – hvis ikke linjedommeren på den fjeneste linje havde fået øje på en offside på Yunus. En klar fejl.
Og på denne måde sluttede efterårs-sæsonen. På mange måder på et højde-punkt, da vi de seneste mange kampe har spillet ganske godt – men vi sidder alligevel med en ærgerlig smag i munden fordi vi ikke har fået nok point.
Billedet er sakset fra Wyscout video og er rimelig uklart – men det er stadig klart nok til via målfeltets linjer, at se at Yunus her … brøkdele efter at Brodersen har forlænget den … er klart onside. Træls!