Loft: Den plan vi lagde i pausen, den har vi ført godt ud i livet

Cheftræneren ser frem til forårets første kamp i 3. division.

En lang forberedelse er ved at være slut for holdene i landets fjerdebedste række. Forårspremieren står for døren, når der lørdag fløjtes i gang til 17. runde af 3. division kl. 14.00 på JYSK park.

For Young Boys FD hedder opgaven FA 2000. Holdet fra Frederiksberg er lige nu placeret side om side med os i tabellen, og det er derfor et vaskeægte topopgør der venter på lørdag.

– Det hold der går ud med en sejr, de ligger godt til at komme med i top seks. Det må man sige, fortæller cheftræner Thomas Loft.

En lang, men god opstart

For at være optimalt forberedt på kampen og de efterfølgende runder i 3. division har Young Boys FD været særdeles aktive i opstartsfasen. Med otte kampe primært mod 2. divisionshold så er formen testet og spilkonceptet blevet testet af.

– Den plan vi lagde i pausen, den har vi ført godt ud i livet. Vi har spillet nogle træningskampe, hvor vi har planlagt det ud fra vores spillestil. Vi har fået trænet de fleste faser af spillet ud fra de modstandere vi har mødt. Det synes jeg egentlig er gået planmæssigt, fortæller Thomas Loft.

Young Boys spillede i weekenden 0-0 med Skive IK, og her var det ikke så meget spillestilen, men mere engagementet og intensiteten, som Young Boys fik på plads, inden det gælder for alvor på lørdag.

– Den indsats vi lægger for dagen og det sammenhold vi har, det er noget, som vi skal tage videre mod FA 2000.

Husk at du kan købe din billet til kampen på lørdag allerede nu. Du køber via dette link.