Gyserafslutning venter i sidste runde af grundspillet

Læs her om de scenarier, som er i spil på sidste spilledag.

Et tungt nederlag til Lyseng i onsdags, og en scoring imod i det sjette overtidsminut i udekampen mod Vanløse har sendt Young Boys FD ud i en nervepirrende afslutning på grundspillet.

Målsætningen om top-6 er pludselig kommet i fare efter VSK Aarhus har overrasket og hevet fire point i de sidste to kampe mod rækkens nr. 2 og 3. Dermed kan aarhusianerne nå at snyde Young Boys FD på målstregen i kampen mod at nå top-6.

Sådan kommer vi i top-6

Sagen er klar for Young Boys, som stadig kan afgøre tingene selv. Vinder vi mandagens kamp mod Middelfart, så slutter vi i top-6. 

Spiller vi uafgjort, så er vi afhængig af andre resultater. Her er det nok, hvis enten Næsby eller VSK Aarhus taber. Spiller VSK uafgjort, så er vi også sikret top-6.

Taber vi til Middelfart, så må VSK Aarhus ikke vinde. I teorien kan vi også passere Næsby trods et nederlag. Det vil dog kræve et noget usandsynligt scenarie. Pt. er vi tre mål dårligere end Næsby, hvilket vil sige, at taber vi eks. 1-0 til Middelfart, så skal Næsby tabe med 5-0, 6-1, 7-2, etc, da fynboerne har scoret flere mål end os.

Disse kampe skal du holde øje med:

Ishøj – VSK Aarhus

IF Lyseng – Næsby

Alle kampe starter kl. 14.00. Du kan se vores opgør mod Middelfart på livestream her.