Eriksen Forever Young?
26-årige Mikkel Eriksen er én af to ’gamle drenge’ i Young Boys truppen. Men den rutinerede midtbane-spiller er klar til endnu en sæson for Young Boys. Tilsvarende har to af vore helt unge – upcoming stars – også forlænget deres aftaler med klubben.
”Vi mødte Mikkel første gang, da vi i Jyllandsserien spillede mod Vejle Boldklubs 2. hold. Her var der en ung 21-årig anfører vi godt kunne bruge”, fortæller Holger Kristiansen.
”Men det skulle tage os et års tid før Ove (Christensen, red.) og jeg fik ham overtalt til at skifte VB ud med Silkeborg KFUM. Det tog os dog også lidt tid før vi fik overtalt Mikkel til at starte i Young Business ved siden af fodbolden”, fortæller Holger.
Her fire år senere er Mikkel ikke blot een af de rutinerede på banen, han er også en vigtig brik i Webblers konsulent-team på Ballevej. Og et eksempel til efterfølgelse for alle vore unge.
Kannegaard og Bonnén fortsætter også
To af de unge har samtidig med ‘Erik’ også forlænget deres aftaler med YBFD:
Tobias Kannegaard og Andreas Bonnén fortsætter begge deres gode udvikling på Søholt.
“Både Tobias og Andreas har trænet og spillet sig godt ind i truppen, og har i foråret også fået spilletid i 3. division, og fortsætter de deres udvikling, så kan den kommende sæson godt blive en slags ‘gennembrudssæson’ for dem begge”, bedømmer Holger Kristiansen.