Eriksen før Næsby: Vi skal bare til at have sparket bolden ind

Young Boys skal forsøge at komme tilbage på sporet, når holdet ude møder Næsby.

Kampen om top 6 spidser til i 3. division, hvor der resterer fem runder inden rækken deles op. For Young Boys gælder det om at komme tilbage på vindersporet, efter holdet tabte 2-0 i forårspremieren til FA 2000. I weekenden skal holdet en tur til Fyn, hvor rækkens nr. 7, Næsby venter.

– Det er jo sindssygt vigtigt. Alle kampe nu kan virkelig have stor betydning. Hvis man mister point går det hurtigt den ene vej, og det kan hurtigt gå den anden vej. Det ligger rigtig tæt i top seks lige nu, så det er sindssygt vigtigt at vi går ud og henter tre point mod Næsby, lyder det fra en af de rutinerede kræfter på holdet, Mikkel Eriksen.

Efter nederlaget i sidste uge så er der nu kun fire point ned til Næsby. For Young Boys-mandskabet så gælder det dog om at blive ved med at forsøge at skabe kampene på egne præmisser, også selvom det ikke resultatmæssigt gav gevinst mod FA 2000.

– Vi skal ud og tro på vores egne ting og holde fast på den måde, som vi gerne vil spille fodbold på. Så skal produktet nok komme deraf. Vi har en rigtig flot kamp mod FA 2000 på statistikkerne og de ting, som vi gerne vil. Vi skal bare til at have sparket bolden ind og have marginalerne med os. Vi skaber chancer, så det skal nok komme, det er jeg ikke i tvivl om, fortæller Eriksen.

Kampen mod Næsby fløjtes i gang kl. 14.00 i morgen (lørdag). Kampen kan livestreames her.