Frederik Nedergaard scorede tre flotte mål, da vi slog DS-mandskabet fra Nørresundby. Vi er i bowlen til 2. runde. Billedet er i øvrigt fra 2. runde sidste år, hvor vi spillede mod SIF. Dem kan vi først trække i 3. runde i år.

Vi spillede ikke nogen stor kamp – men vi har offensive kvaliteter der vil volde de fleste hold problemer. Og så blev en ‘bøvlet’ første halvleg alligevel vekslet til et sikkert avancement via en 4-1 sejr.

Det var Nørresundby der kom klart bedst ud af starthullerne, og nordjyderne havde et par udmærkede tilbud i kampens start. Blandt andet et flot forsøg der tog overkanten af overliggeren. Hurtigt Nørresundby-spil og et par farlige hjørnespark mere end udfordrede Young Boys defensiven, der havde debuterende Jacob Michelsen i buret.
Efter de første 20-25 minutter åd vi os dog ind i kampen. Alligevel var det ikke helt efter spil og chancer at Ali Farej efter 27 minutter kunne give os føringen med et spark fra distancen.

Og det blev dobbelt så godt inden pausen, da Simon Ryberg fandt Frederik Nedergaard i feltet. Nedergaard tog et træk og trykkede af højt i målet. 2-0 og pause. Nørresundby kunne med rette føle, at de ikke helt havde taget vare på deres muligheder.

2. halvleg var kun 5 minutter gammel da debuterende Tinus Olesen og Yunus Akbayir kombinerede – og Yunus skubbede bolden videre til Frederik, som satte bolden op i målhjørnet til 3-0. De første 25 minutter af 2. halvleg dominerede vi stort – og Frederik kunne lave sit hattrick midtvejs i halvlegen, efter at indskiftede Ernest Kurshumliu havde sat ham fint op til en friløber, som blev sat sikkert i kassen.

Nørresundby løb for det meste efter Young Boys i 2. halvleg – her eksemplificeret ved Anes Travljanin

Et kvarter før slut kom Nørresundby fortjent på tavlen, da de sparkede et lidt unødigt givet frispark i mål – og der skulle en dobbelt-redning til fra Jacob Michelsen for at undgå yderligere reducering i slutminutterne.

Det sluttede 4-1 og der var officiel Young Boys debut til Jacob Michelsen, Nicklas Eriksen, Sofus Jensen og Tinus Olesen.

Vi spiller en knap så god kamp i dag, hvor vi kæmper lidt med at få sat de ting sammen vi gerne vil,” lød det efter kampen fra Thomas Loft.
“Men vi har nogle dygtige individualister som på egen hånd kan vinde fodbold kampe, så det var dejligt at se”.

Vi er i bowlen når der på fredag trækkes lod til 2. runde, som spilles i den første uge af september.

Young Boys:
Jacob Michelsen, Simon Birch, Henrik Brodersen, Kris Andersen, Sofus Jensen, Simon Ryberg, Jeppe Grøn, Ali Farej, Anes Travljanin, Yunus Akbayir, Frederik Nedergaard
Ind fra bænken kom: Tinus Olesen, Ernest Kurshumliu, Nicklas Eriksen, Daniel Jørgensen og Malthe Friis.


Nyheden er sponseret af: