Alt du skal vide inden kampen mod FA 2000
Lørdag eftermiddag indleder vi foråret med et topopgør på JYSK park.
FA 2000 er efter en ganske fornem efterårssæson helt med i ræset om oprykningspladserne i 3. division. Med 31 point for 15 kampe ligger holdet side om side med Young Boys inden starten på forårssæsonen men med en kamp spillet færre.
Det er specielt på udebane, at FA 2000 har hentet point i denne sæson. Holdet har hentet 16 point i seks kampe, og har således ikke tabt på fremmed græs endnu. Holdets topscorer hedder Lucas Simonsen og har stået for otte fuldtræffere i denne sæson.
I vinterens transfervindue skiftede FA 2000 godt ud i truppen. Syv spillere forlod holdet, mens syv nye kom ind. På sidstedagen hentede man Marius Christiansen fra Næstved Boldklub. Den 23-årige midtbanespiller er sammen med Vanløses Karim El Haddouchi de største navne, som københavnerklubben hentede ind.
Hvem er FA 2000?
FA står for Frederiksberg Alliancen. 2000 henviser til året, hvor klubben blev stiftet. Klubben er opstået ved en sammenslutning af klubberne B 1972, Boldklubben Dalgas og Frederiksbergkammeraternes Idrætsforening (FKIF).
Holdet har i nogle år gjort sig i 2. division, men rykkede sidste år ned. Holdet er trænet af den 34-årige Jonas Hjortshøj.
Praktiske informationer
Kampen fløjtes i gang kl. 14.00. Kampens dommer er Mathias Levin Pedersen.
Billetter til kampens kan købes her.
Der er valgfrie pladser på JYSK park. Du kan købe øl, sodavand, pølser og meget andet i vores bod.